De fleste esportforeninger i Danmark er drevet af ildsjæle med stor passion og små budgetter. Antonio "Toni" Vlaisavljevic har et andet udgangspunkt. Han driver Atlantic — en af de mere kommercielt orienterede esport-organisationer herhjemme — og hans perspektiv på branchens potentiale er lige dele pragmatisk og optimistisk.
Vi møder Toni midt i kaosset på Copenhagen Gaming Week. Han har netop været med til at drive turneringsområdet, koordinerer frivillige og sørger for, at alt kører. Han har et minut. Måske to. Det er nok til at dele en vision for, hvordan dansk esport kan tage næste skridt.
Sammen er vi stærkere
Danmark er ikke stort. Esport-scenen er endnu mindre. Og netop derfor mener Toni, at samarbejde på tværs af foreninger er nøglen til at løfte hele branchen.
"Der kan være en tendens til, at folk har lidt spidse albuer. Ikke fordi man er sur på hinanden, men for at passe på sig selv. Men det, vi oplever fra vores side, er, at vi helt vildt gerne vil bakke op om bredden. Fordi en Fortnite-scene, der trives i Danmark, det gør, at vi trives."
— Antonio "Toni" Vlaisavljevic, Atlantic
Hans forslag er konkret: i stedet for at hver forening kæmper alene, bør fire-fem klubber gå sammen. Dele transport til events. Pitche sponsorater i fællesskab. Fem esportklubber, der samlet rækker ud til en potentiel sponsor med et fælles projekt på tværs af fem byer, er langt mere attraktivt end fem individuelle henvendelser.
Fra logoer til reel aktivering
Når samtalen drejer sig over på sponsorater, har Toni en klar observation: den gamle model med logoer på bannere er fortid.
"Det der med et logo derhenne — det kan ikke noget. Det skal aktiveres på en anderledes måde, før det giver mening. Man er nødt til at lave noget målbart."
Han taler af erfaring. Atlantics samarbejde med SteelSeries handler ikke om et logo. Det handler om content-produktion, redigering og proaktiv promovering af produkter. Med Shark Gaming er modellen provisionslønnet. Og selvom Atlantic er en af de større organisationer til stede ved Copenhagen Gaming Week, får de ingen direkte betaling — det er arbejdsindsats for eksponering og udstyr.
Pointen er vigtig: hvis selv en organisation som Atlantic skal arbejde hårdt for at gøre partnerskaber rentable, så understreger det, hvor meget potentiale der er i at foreninger går sammen om det.
Udnyt jeres fulde potentiale
Toni har en rækkefølge, han tror på. Og den starter med at kigge indad.
"Det, foreningerne skal tænke på, er: kan jeg sælge mine egne produkter og ydelser? Hvis svaret er ja, så kan du muligvis også skabe værdi for en partner. Men hvis du ikke kan markedsføre dine egne tilbud, hvorfor skulle nogen så betale dig for at markedsføre deres?"
Atlantic har selv gået den vej. De har brugt tid på at udvikle merchandise, en webshop, kurser og undervisning. Først da de kunne demonstrere, at de var i stand til at markedsføre og sælge deres egne ydelser, blev de attraktive for eksterne partnere. Nu er de i en position, hvor de aktivt vurderer, om et partnerskab overhovedet giver mening — fordi deres egen platform allerede har kommerciel værdi.
For de mange foreninger, der drives af frivillige forældre og engagerede trænere, er budskabet opmuntrende: I behøver ikke en stor sponsor for at komme i gang. Start med det, I allerede har — jeres fællesskab, jeres viden, jeres events — og byg derfra. For ellers bliver hele økonomien bygget op på et fundament, man ikke selv kan kontrollere og styre.
Ressourcerne skal bruges rigtigt
Toni peger også på et bredere spørgsmål: der er allerede betydelige midler i dansk esport — men når de ud til dem, der har brug for dem?
"Der er rigtig mange midler i dansk esport allerede. For at det her lykkes, er de nødt til at nå ud til de foreninger, der kæmper i hverdagen. Og hvis de ikke gør det, så skal vi måske tænke over, hvordan de fordeles."
Pointen er ikke at pege fingre, men at stille et vigtigt spørgsmål: hvordan sikrer vi, at de ressourcer, der allerede findes i økosystemet, rent faktisk løfter bredden? Foreningerne selv kan bidrage ved at organisere sig bedre og samarbejde mere — men det kræver også, at hele systemet omkring dem bakker op.
Et dobbelt publikum venter
Midt i samtalen kigger vi begge ud over turneringsområdet. Der sidder omkring 100 unge spillere i alderen 13 til 25. Bag dem, langs væggene og i ventezonen, sidder mindst lige så mange forældre.
Det er et billede, der burde inspirere. Her er et publikum — et dobbelt publikum — samlet fysisk på ét sted, engageret og tilstede i timevis. Det er en enorm mulighed for partnerskaber, for community-building og for at vise, hvad dansk esport kan.
Toni må løbe. Der er nogen, der har brug for hjælp med trøjerne. Turneringen kører videre. Men hans vision hænger i luften:
Dansk esport mangler ikke talent, engagement eller publikum. Den mangler, at foreningerne tør stå sammen, udnytte deres fulde potentiale og bygge noget bæredygtigt — sammen.